EhrFURCHT?

Læsetid 4 minutter

Opdateret - 9. februar 2025

Ordet ærbødighed indeholder to aspekter: ære og frygt. Hvordan passer det sammen?

Ordbogen definerer ærbødighed som en "dybtfølt respekt, der er forbundet med ærefrygt eller ærbødighed".
Filosofien forklarer ærefrygt som en blanding af beundring, ydmyghed og forbløffelse.
Fra et religiøst synspunkt er ærbødighed defineret som menneskets passende holdning til det hellige, især til Gud.

Ærbødighed har flere dimensioner, som adskiller den fra ren respekt:

1. Ydmyghed: Du indser, at du selv er lille i forhold til din modpart.
2. Beundring: Man ser en storhed eller sublimitet, som går ud over det hverdagslige.
3. Frygt og forbløffelse: En blanding af frygt og ærefrygt, der viser, at den anden person er magtfuld eller hellig.
4. Respekt og ærbødighed: Man føler sig forpligtet til at behandle genstanden for ærbødighed med behørig respekt.

Bibelen siger i Ordsprogene 9:10 "Frygt for Herren er begyndelsen til visdom, og viden om den Hellige er forståelse." Gudsfrygt betyder ikke frygt i betydningen terror, men en dyb ærbødighed for Guds hellighed, retfærdighed og magt.

Hebræerbrevet 12:28-29 appeller "Lad os derfor være taknemmelige og tjene Gud med ærbødighed og frygt; for vores Gud er en fortærende ild."
Hebræerbrevet er henvendt til jødekristne, som var under pres og i fare for at falde tilbage til deres gamle jødiske tro. Det viser, at Jesus Kristus er større end Moseloven, og at de troende lever i et nyt, urokkeligt Guds rige.

Den understreger Guds hellighed og de troendes ansvar og minder om Guds åbenbaring på Sinai-bjerget, hvor Israels folk var fulde af frygt (Hebræerbrevet 12:18-21).
I modsætning hertil har kristne adgang til det himmelske Jerusalem. Men denne adgang kræver en passende holdning, nemlig Taknemmelighed, Ærefrygt og Ægte tilbedelse.

De gamle grækere kaldte det Ærefrygt med εὐλάβεια, "eulabeia", som står for respektfuld hensyntagen, ydmyghed og tilbedelse. FrygtGræsk φόβος, "fobos", kan betyde både frygt og dyb respekt og skal derfor altid defineres i den rette sammenhæng.

I den bibelske betydning af ordet Frygt her i betydningen en dyb bevidsthed om Guds storhed, hellighed og autoritet.

Ærbødighed indebærer derfor at ære og anerkende Guds storhed og almagt.

Men en "fortærende ild" lyder slet ikke som en Gud, der er kærlig, venlig og barmhjertig. Det lyder mere, som om han fortærer, som en ild - og det er, i hvert fald efter min erfaring, ikke nødvendigvis den mest smertefri løsning ... Så hvad var det, vers 29 skulle vise hebræerne?

I Bibelen står ild for Guds hellighed, dom og rensende kraft. Denne formulering kommer fra Femte Mosebog 4:24. Der står der "For Herren din Gud er en fortærende ild, en brændende Gud."

I I 1. Korintherbrev 3,13 står der: "Hver mands værk vil blive åbenbaret; dagen vil vise det, fordi det vil blive åbenbaret ved ild. Og hver enkelts arbejde skal prøves ved ild." Med andre ord: Gud er ikke blændet af vores ofte omhyggeligt dyrkede og konstant hvidkalkede facade. Hans "ild" vil ødelægge alt dette på et øjeblik, og det, der så kommer frem i lyset, vores sande, nøgne jeg, skal kunne stå foran ham, fordi han er en retfærdig Gud, der renser sine børn og dømmer det onde.

"Brugsanvisningen til ærbødighed" kunne derfor se sådan ud:

• Vi er frelst, så vi vil gerne takke ham for det. taknemmelig være.
• Vi servere Gud fra et ærbødigt, udelt hjerte.
• Vi bringer Gud vores Ærefrygt Ikke af frygt, men af dyb respekt for hans hellighed.

Ekskurs - ærefrygt

En succesfuld arkitekt i en storby. Han var stolt af sine evner, elskede at designe bygninger og nød den respekt, han havde opnået i sit fag. Hans liv var velorganiseret, og han stolede på sin viden og sin planlægning. Usikkerhed eller ting, der ikke kunne forklares rationelt, havde ingen plads i hans liv.

En dag kørte han i sin bil gennem et afsidesliggende bjerglandskab, da et kraftigt uvejr pludselig ramte. I løbet af få minutter blev himlen ildevarslende mørk, vinden piskede hen over vejen, og kraftig regn gjorde sigtbarheden næsten umulig.
Han forsøgte at bevare roen, men da et lyn slog ned i nærheden, og tordenen fik hans bil til at ryste, blev hans selvtillid knust. For første gang i lang tid følte han noget, han ikke kunne genkende: Ærefrygt.

Han parkerede i vejkanten og kiggede gennem forruden på den enorme naturkraft foran ham. Pludselig gik det op for ham, hvor lille og sårbar han var. Her, midt i stormen, kunne hans intelligens, viden eller penge ikke hjælpe ham. Han var fuldstændig overladt til deres nåde.

I det øjeblik kom han i tanke om et vers fra Salmernes Bog, som hans bedstemor havde lært ham som barn. Salme 8:45 spørger "Når jeg ser på din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du har gjort i stand:Hvad er mennesket, at du tænker på det, og menneskesønnen, at du tænker på ham?".

Da stormen langsomt lagde sig, og himlen klarede op igen, følte han en dyb følelse af ydmyghed og taknemmelighed. Han indså, at han ikke selv kunne kontrollere alt i sit liv, og at der var en magt, som var større end alt, hvad han tidligere havde anset for at være autoritativt og vigtigt.

Fra den dag begyndte han gradvist at se verden med andre øjne. Han tog sig mere tid til at betragte naturens skønhed, begyndte at bede igen og tænke over ting, der gik ud over hans egen viden. Han forstod, at ærbødighed ikke betyder at føle sig lille eller værdiløs, men blot at erkende, at der er noget større, som opretholder og styrer vores liv, end vi er i stand til at forstå med vores forstand.

Mødet med ærefrygt havde forandret ham, ikke skræmt ham, men givet ham et nyt perspektiv på livet.