Hvad er forsoning?

Læsetid 4 minutter

Opdateret - 9. februar 2025

Forsoning står for genoprettelse af et beskadiget eller ødelagt forhold, både mellem mennesker og mellem Gud og mennesker.
Forsoning kan kun ske, når fjendskab, adskillelse eller konflikt er overvundet, og der er skabt et nyt, fredeligt forhold.
I kristen forstand henviser forsoning primært til genoprettelsen af forholdet mellem Gud og mennesker gennem Jesus Kristus. Forsoning er et centralt tema i den kristne tro og bør også være et centralt tema i menneskelig interaktion.

Faldet fra nåden

Forholdet mellem Gud og mennesket blev ødelagt af synden. Siden menneskets fald (s. 3. Mosebog) er der adskillelse mellem Gud og mennesket. Denne adskillelse manifesterer sig i skyld (Esajas 59:2 "Dine misgerninger skiller dig fra din Gud, og dine synder skjuler hans ansigt for dig, så han ikke hører."), frygt, lidelse og i sidste ende død (Romerne 6:23 „For syndens løn er døden; …“).

Synden har skabt en barriere mellem Gud og mennesket, som mennesket ikke kan overvinde. Forsoning er derfor fundamentalt nødvendig. Evangeliets centrale budskab er, at Gud selv har skabt forsoningen, nemlig gennem Jesu offer på korset.

Formidleren

Paulus skriver i sit brev til Romerne 5:10: "For hvis vi blev forsonet med Gud gennem hans søns død, da vi stadig var fjender, hvor meget mere vil vi så ikke blive frelst som forsonede gennem hans liv!", såvel som til Kolossenserne 1:19-20 "For det behagede Gud, at hele fylden skulle bo i ham (Kristus), og at han gennem ham skulle forlige alle ting med sig selv, både på jorden og i himlen, ved at skabe fred gennem sit blod på korset.".

Gennem sin død på korset tog Jesus menneskehedens skyld på sig og åbnede dermed vejen til forsoning med Gud. Jesu død er det vendepunkt, hvor fjendskabet mellem mennesket og Gud overvindes. I modsætning til os mennesker, som altid gerne vil kræve noget til gengæld, når vi gør noget for nogen, kræver Gud ikke noget til gengæld, men tilbyder mennesket forsoning udelukkende af kærlighed og ufortjent nåde. Dette bekræfter også Johannes 3:16 "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."

Paulus opsummerer konklusionen i Romerne 5:1 sammen: "Da vi er blevet retfærdiggjort ved tro, har vi derfor fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus."

Forsoning fra person til person

Alt dette er betryggende at vide, men hvad gør vi med forsoning mellem mennesker? Vi er jo ikke Gud og har hverken denne uendelige, alt tilgivende kærlighed i os eller - måske - viljen til at forsone? Og alligevel: Lad ham/hende komme til mig ...!

Matthæus var også bekendt med denne form for menneskelighed og skrev derfor i Matthæus 5:23-24 "Derfor, når du bringer din gave til alteret og der kommer i tanke om, at din bror har noget imod dig, så lad din gave ligge foran alteret og gå først hen og forson dig med din bror."

Wow, det er stærke sager! Så jeg skal først tilgive mennesker, før jeg kan komme ind i fællesskabet med Gud! Paulus understreger i sit brev til Efeserne 4:32 "Men vær venlige og barmhjertige over for hinanden, og tilgiv hinanden, ligesom Gud i Kristus tilgav jer."

Brumme - ..., ja, ikke let, det ved jeg og kan kun bekræfte det ud fra min egen erfaring. Hvad er det egentlig, der er så svært ved det?

Først og fremmest ser det ud til, at du står i vejen for dig selv med din stolthed, skam, smerte, manglende tillid til Gud og også mere eller mindre manglende ydmyghed over for Gud.

Her får vi hjælp af påmindelsen om, at Gud først gav os tilgivelse gennem Jesus, og at vi kan påkalde os hans hjælp i tillid til hans ord, som f.eks. Matthæus 6:14 Gud citerer: "For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer..", ikke uden at formane i det følgende vers 15 "Men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jer jeres overtrædelser.„

Om du tolker vers 15 som Guds løftede pegefinger eller som en velmenende formaning og opmuntring til at handle på en måde, der er Gud til behag, er op til dig. Personligt finder jeg den sidste fortolkning mere tilgængelig, selv om den første også har sin berettigelse.

Ekskurs - Det vanskelige forhold

Sønnen og faderen havde haft et vanskeligt forhold i årevis. Som teenager følte han ofte, at hans far var for streng og havde for høje forventninger til ham. Efter et voldsomt skænderi i en alder af 18 år, hvor der blev brugt hårde ord, forlod han sine forældres hus og svor, at han aldrig ville vende tilbage. Han var hundrede procent overbevist om, at hans far aldrig rigtig havde forstået ham.

Årene gik, og han opbyggede sit eget liv. Men på trods af sin professionelle succes og sit eget hus var der stadig en tomhed i ham. Hver gang han tænkte på sin far, følte han vrede, men også en dyb længsel efter fred. Han undertrykte disse tanker og overbeviste sig selv om, at det var for sent med en forsoning.

En dag fik han et opkald fra sin mor: Hans far var alvorligt syg og havde ikke lang tid tilbage. Han var splittet. Skulle han besøge ham? Var det ikke for sent? Hvad hvis den gamle vrede blussede op igen?

I denne indre uro kom han i tanke om et bibelvers fra Efeserbrevet, som han ofte havde hørt tidligere. Efeserne 4:31-32 giver løsningen på problemsituationen: "Lad al bitterhed og vrede og skænderi og gudsbespottelse forsvinde fra jer sammen med al ondskab. Men vær venlige og barmhjertige over for hinanden og tilgiv hinanden, ligesom Gud i Kristus tilgav jer.„

Disse ord ramte ham i hjertet. Han indså, at forsoning ikke betyder at gøre fortiden ugjort, men at være parat til at tage det første skridt og lade helingen finde sted.

Han tog hjem til sine forældre, og da han så sin far igen efter alle disse år, var han svag, men hans øjne var fyldt med tårer. Ingen af dem vidste først, hvad de skulle sige. Til sidst hviskede hans far: "Jeg er ked af det. Jeg har aldrig ønsket, at du skulle føle dig uelsket."

I det øjeblik faldt al hårdheden fra ham. Han indså, at hans far også havde lidt, og at deres stolthed havde holdt dem adskilt i så lang tid. Han svarede stille: "Jeg har også altid villet fortælle dig det. Jeg er ked af det."

Han har tilbragt meget tid sammen med sin far i løbet af de sidste par uger. De talte om ting, de aldrig havde talt om før, og han indså, at hans far altid havde elsket ham, bare på en anden måde, end han ville have ønsket.

Da hans far endelig døde, følte han ikke længere had eller fortrydelse, men fred. Forsoningen havde løftet en byrde, som han havde båret rundt på i årevis.

Konklusion

Forsoning betyder ikke at glemme fortiden, men at være parat til at lade freden sejre over smerten.